Viser opslag med etiketten bageopskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bageopskrifter. Vis alle opslag

mandag den 16. maj 2011

Nybagte boller

Bolledejen efter ca 24 t hævning ude på terrassen, derefter rørte jeg ekstra hvedemel i. Røreskålen var da dækket over af plastfolie, et vådt viskestykke og et grydelåg.

Efter ekstra hævning, så står bollerne flot
Aftensmaden i går blev nybagte boller med en lækker økologisk rullepølse, ost og pate. Vi havde håbet at vi skulle se tennisfinale med Caroline Wozniaki, men hun røg desværre ud i semifinalen. Det var godt nok for for vores have, fordi så kunne vi være der en time ekstra. 
Lækre varme boller, vær så god!

lørdag den 14. maj 2011

Lørdag i køkkenet

Bolledej er "lagt" med hjælp af køkkenmaskinen, tilsat lidt finskåret eller klippet tranebær, abrikoser og dadler. Det er det bedste vi ved her hjemme. Nu skal dejen bare hvile til i morgen og have natten i køleskabet, og så i morgen eftermiddag, så har vil lækre boller til den næste uge. De fleste kommer i fryseren og tages op løbende efter behov. Jeg skal dog have lavet en ekstra portion, da jeg har lovet at tage brød med til spansk afslutningen. 

To indtryk fra turen til Norsminde Kro
Rejesalaten fra torsdag er blevet spist op, desværre;-) men den skal ikke laves for ofte, for så bliver vi bare trætte af den. 

torsdag den 24. marts 2011

Kager i Lones kager

Mærkelig titel på dette indlæg, men måske undrer du dig over de manglende kageopskrifter. Grunden er at jeg har holdt mig meget tilbage, da jeg har været under kostomlægning og så er der ikke plads til kager. På skiferien fik jeg bagt flere portioner lækre boller, muffins med blød chokolademidte lavet i store muffinsforme, de smagte fantastisk. Opskriften var noget usikker, da der kun var et dl-mål og jeg har nu efterlyst en bagevægt til næste år.

Svært at bage i en ovn som ikke varmer som den derhjemme, men de blev lækre

Den øverste plades indhold, resten er i ovnen

Dagens anbefaling: bag ikke to plader i en alm ovn med dårlig varme og sæt ikke muffinsformene i en fast muffinplade, da de ikke kan vokse og den varme kagemasse løber ud og mangles i formen.
De skal dog også bages herhjemme, pakningen er taget med hjem.

lørdag den 5. februar 2011

Bryllup i Odense Domkirke og fest

I går var vi til stort bryllup i Odense. Vi tog af sted 3 timer før brylluppet og var i Odense en time før!, men vi kom alligevel senere end brudeparret ind i Odense Domkirke. Anita og Tim var smukke, desværre var lille Andreas syg og sad med røde varme kinder på sin mors skød og småsov. Præsten var den samme som døbte Andreas sidste år og vi sang smukke sange i smukke omgivelser. De var omgivet af familie og venner og sagde ja de rigtige steder og mormor sad med Andreas under selve vielsen og han sov roligt videre....


Festen blev holdt i et forsamlingshus, hvor der var plads til alle også de livlige børn. Bryllupskagen blev skåret ud af brudeparret som også gav hinanden den første bid, smukt. Kagen var skøn og lækker. Snakken gik, buffeen var fyldt med lækkerier for enhver smag og rigelig med Tims lækre kaffe.



Brudevalsen blev danset op vanlig vis og Tim fik klippet spidserne af sine sokker af. De fik kysset, når vi fik klaprede med teskeerne og Tim blev kysset af alle damerne når Anita var ude... (det omvendte så jeg desværre  ikke). De blev fejret med masser af varme taler og sange. 

Vi kørte hjemad mod Århus i en strid storm, så Allan havde svært ved at styre bilen. Vi nåede hjem kl 2 i nat, sov tungt og har været trætte og tilfreds hele dagen. 

Allan og jeg tog billeder hele dagen og har heldigvis fået taget mange mange gode.



onsdag den 19. januar 2011

Natalia har fødselsdag - HURRA. Sunde müslikugler

Min dejlige datter Natalia fylder 18 år i dag. Hun har bedt om at få müslikugler med til sine klassekammerater på HF-kursus på Århus Akademi.  Inspireret af en andens blogs müslikugler (kan desværre ikke huske hvilken).


Müslikugler
Tørrede figner, dadler, abrikoser, rosiner og hakkede hasselnødder, ca 500 g øko müsli med frugt og 600 g figenruller. De tørrede frugter blev groft skåret med kniv og findelt i foodprocessoren. Den var svær at samle med varme fingre og så jeg tyede til lidt appelsinjuice til at samle massen.
Jeg havde forsigtigt smeltet 300 g mørk chokolade i en gryde. Ca 50 müslikugler dyppes i chokoladen og de smagte fantastisk lækkert!
Billeder af müslikugler må du og jeg tænke os til, da jeg var så træt i aftes at jeg glemte alt om billeder og Natalia har taget dem med i skole OG der kommer nok ikke nogen retur (som I ser, kom der heldigvis noget af lækkerier tilbage, så jeg fik taget billeder).


Stort til lykke til min kære datter <3<3 <3


fredag den 14. januar 2011

tallerken



Hvad dette billede laver her, aner jeg ikke. Det skulle vist have været under dagens aftensmad i forrige indlæg. Men hvor smagte det godt. 
Selve linsegrøntsagsmassen blev lavet torsdag og Natalia lavede en ny stor portion pandekager og guacamole. Jeg lavede rejesalat i en anden forbindelse og Natalia synes at det måtte passe godt sammen med grøntsagerne! så det blev prøvet og smagte rigtig godt sammen. Jeg fik et drys tørret piri piri på, så blev smagen sød, syrlig og stærkt, uhm.

lørdag den 18. december 2010

Vanillekranse

Så har jeg for første gang i mit liv bagt vanillekranse, det havde jeg aldrig troet at jeg ville komme til - jeg har ikke brudt mig om smagen af mandler og nødder i madvarer. 
Men for et par uger siden var jeg en smut hos Emmerys i Magasin, hvor jeg skulle have det vanlige brød Ciabattaflute og en kop cappuccino. Hos Emmerys får man altid et lille stykke kage gratis sammen med kaffen og den dag var det ½ kæmpe vanillekrans. Jeg kikkede lidt videre på deres andre varer og lige pludselig var vanillekransen væk - jeg havde spist den! og den smagte godt!.... 


Så det er grunden til at jeg måtte forsøge mig med en omgang hjemmelavede vanillekranse og fandt en interessant opskrift fra Camilla Plum. Dejen fik jeg lavet i går og så fik jeg Allan til at hjælpe med at dreje håndtaget og så vupti, så havde vi fået lavet fire plader og de smager også godt. Herligt....

Vanillekranse fra Camilla Plum
250 g smuttede mandler
1 stang vanille, groft hakket
½ tsk hjortetaksalt
250 g hvedemel
250 g rørsukker, gerne hjemmelavet vanillesukker
125 g smør
2 æg
Kør mandler og vanillestang i foodprocessor til det ligner rasp. Kom alle ingredienser i en skål og ælt det hele sammen til en ensartet masse. Lad dejen hvile til næste dag.
Kør dejen igennem en kødhakkemaskine uden kniv, men med stjernepladen, så den kommer ud i en lang tynd pølse. Man skal være to om det, den ene drejer håndtaget og fodrer kødhakkemaskinen og den anden former kransene
Jeg bruger genbrugeligt bagepapir.
Bag kransene i en forvarmet ovn ved 170-180 og bag kransene til de er gyldne, her tager det knapt 6 minutter (jeg bruger varmluftsovn).

Opskriften stammer fra Søndagsavisen 9. dec. 2007, hvor jeg faldt over den og så har den ligget der og gemt sig blandt mange andre opskrifter indtil nu...

torsdag den 16. december 2010

Orangebidder, den skønneste kage

Jeg tager fotos i  morgen ;-) Denne kage skal også med til Andrés. 


Orangebidder
 6 æg
400 gr rørsukker
400 gr smør/margarine
500 gr mel
 4 tsk bagepulver
 4 vanillesukker
 2 øko appelsiner
 1 øko citron

Æg og sukker piskes sammen, smørret smeltes, afkøles, og blandes i. Rør revet citron- og appelsinskal samt saften af frugterne i. Bland mel, bagepulver og vanille, som røres i dejen. Jeg plejer at have alle 4 skåle klar, så dejen kan samles hurtigt. Dejen hældes i en smurt bradepande og bag bunden ved 220-250 grader (stærk varme) i ca. 8- 12 minutter til den får en let lysebrun farve. 
Hold øje, det går stærkt med at blive for brun!!
 
Vend den nybagte bund ud på et sukkerstrøet bagepapir. Lad kage afkøle og kort før servering skæres kagen i mindre firkantede stykker og serveres gerne på et smukt fad.

Lones kommentarer: Natalia fandt opskriften i Billedkogebogen først i det nye årtusinde.
Vi lavede den første gang på en arbejdslørdag på Friskolen, den er let at lave og smager rigtig godt, luftig og lækker.

Rabarbertærte

I morgen skal jeg til Andrés "navnedagsfest" og tager et par kager med, men tys tys, det er en hemmelighed hvilke kager jeg bager. Så billederne kommer først på i morgen, når jeg bager den.  


Rabarbertærte – Hanne E´s

Tærtedej:
240 g mel
150 g smør eller margarine
140 g rørsukker
1knsp salt                   
1 tsk vanillesukker    
1 æg
evt 1 spsk vand

100 - 300 g marcipan
50-100 g rørsukker   

Smørret skæres i mindre stykker og kommes ned i melet og blandes  (så det ligner revet ost) sukker, salt, vanillesukker og ægget blandes i. Det er også muligt at komme alle ingredienserne i en foodprocessor og lave dejen der. Hvis dejen ikke helt vil samle sig så tilsæt 1 spsk vand, så lykkes det. Dejen samles og hviler i 1 time, hvorefter den rulles ud, evt mellem bagepapir. Portionen giver 2 bunde (eller bund og låg).

En smurt tærteform beklædes med dejen, 1oo-300 gr marcipan rives og fordeles med let hånd på dejbunden, fyld tærteformen op med rabarber, drys sukker med rund hånd og læg ”låg” på. Ofte laver jeg 2 tærter i stedet for én med bund og låg.
Bages 30-40 min ved 200 grader, hold øje med den undervejs, da serveres med cremefraiche 18%  eller flødeskum.

Chokoladekage - skøn og mættende

Denne chokoladekage består af 2-3 forskellige lag, som supplerer hinanden perfekt. 

Chokoladebund:
180 g mel
120 g smør
70 g flormelis
40 g kakao
¼ tsk salt
1 tsk vanillesukker
½ dl kaffe
1 æg

Alle ingredienserne æltes sammen, evt i en foodprocessor. Dejen samles i en plasticpose og bankes flad og sættes i køleskabet i ca ½ time. Dejen kan rulles flad mellem to stykker bagepapir og lægges over et tærtefad og trykkes på plads med dej højt op langs kanterne. Bunden forbages v 180-200 grader i 20-30 min, evt bages med bagepapir og en pose bønner/kikærter til at holde bunden på plads.

Chokoladefyld:
200 g smør
200 g god mørk chokolade max 60%, i grove stykker
200 g rørsukker
100 g ristede, hakkede mandler eller andre nødder eller kokosmel
4 æg

Smørret smeltes og chokoladen kommes i, når chokoladen er smeltet, tilsættes sukkeret. Æggene piskes i massen et efter et og de ristede, hakkede mandler kommes i. Fyldet hældes i den forbagte tærtebund.

Tærten bages ved 150 grader i 20-30 min.
Tærten afkøles og drysses med flormelis gennem en si eller overhældes med en chokoladeganache.

Chokoladeganache - chokoladeovertræk
150 g mørk chokolade max 60%
1½ dl piskefløde
3 spsk smør eller honning

Fløden koges op og gryden tages af blusset. Chokoladen og smørret tilsættes og massen røres godt. Afkøles og opbevares i køleskabet i ca 24 timer inden ganachen fordeles over kagen.

Lones kommentarer – Denne chokoladetærte er let, lækker og frygtelig mættende og der er til mange portioner i én tærte. Skæres evt ud i små bidder og/eller vent med at servere den til sidst ved et større kagebord. Du kan fjerne enten tærtebunden eller chokoladeganachen, så tærten kun består af to lag, men det er næsten synd, da alle tre lag passer så godt sammen. Chokoladetærten kan pyntes med lidt spiselige blomster såsom de gule kronblade fra morgenfruer eller et par hoveder af tallerkensmækkere.
Opskriften stammer fra bogen ”Tænd på tærter tryl med tilbehør”.

onsdag den 15. december 2010

Jordbær-rabarbertærte

Jordbær-rabarbertærte blev brugt til Andrés fødselsdag - billederne har jeg mistet, så de kommer senere, når jeg bager den næste gang.

Denne tærte er lækker og frisk, man kan både bruge friske frugter og dem fra fryseren. En dejbund med marcipanmasse, frugt, hasselnøddetopping og glasering med abrikossyltetøj. 
Bunden:
150 g mel
100 g smør
75 g flormelis
1 æg
Smørret smuldres i melet og alt blandes hurtigt sammen. Gerne i en foodprocessor, så skal alle ingredienser bare i på en gang. Når dejen er samlet i en kugle, lægges den i en plasticpose og bankes flad og sættes i køleskabet i ca ½ time. Den skal være kold, ellers er den for svær at rulle. Gerne rulles mellem to stykker bagepapir, det gør det meget lettere. Det ene stykke bagepapir tages af og dejen lægges over et tærtefad og trykkes forsigtigt ned og på plads i tærtefadet. Gerne dej højt op langs kanterne.

Mandelmasse:
150 g marcipan
150 g rørsukker
150 g smør
3 æg
3 spsk mel

Marcipan og sukker røres til smuldr og smørret røres i lidt efter lidt. Til sidst røres æggene i under omrøring ét ad gangen sammen med melet.
Her kan det også være smart med at bruge foodprocessoren.

I mandelmassen blandes:
2 spsk mel
1 tsk maizena
revet skal af ½ usprøjtet citron
150 g cremefraiche 18%
½ tsk kardemomme

Massen fordeles over det dejforede tærtefad.
Ovenpå denne masse fordeles
300 g jordbær og
300 g rabarber
og drysses med 50 g hakket hasselnød

Tærten bages v 180-190 g i 30-40 min, hold øje kan kanterne og hasselnødderne, at de ikke bliver sorte. 

Glasering:

Den færdigbagte tærte overhæles eller pensles med et opkog af ½ dl abrikossyltetøj og 3 spsk vand. Dette giver et smukt og blankt udseende. 


Lones kommentarer: Denne opskrift stammer fra ”Tænd på tærter, tryl med tilbehør”, er meget let at lave og smager altid godt. Jeg laver den både sommer og vinter, da jeg altid har frugt fra haven i fryseren og nyder at få det brugt. 
Hvis du bruger frosne bær, så skal bærmængden være drænet for saft og gerne presset lidt i et dørslag. Tærten kan enten spises uden tilbehør, 18%  Thise cremefraiche eller flødeskum.

tirsdag den 14. december 2010

Mistet mange fotos

Trist men sandt, jeg tog backup af min pc, som var syg i fredags og skulle have en ny harddisk og de skulle have min harddisk med tilbage.... men men backuppen blev ikke gjort på den rigtige måde, så jeg har mistet dokumenter og det værste af alt: alle mine fotos siden september!!! øv, men det er vist den bedste måde at lære det på. Heldigvis har jeg alle de fotos jeg har sat på bloggene og jeg kommer nok til at tage endnu flere.

Nu sidder jeg ved min dejlige pc med ny harddisk og ved næste backup må jeg vist hellere få Allan til at være garant for at det hele lykkes. Jeg ville jo helst selv og troede jeg kunne det. 


I dag skal jeg have bagt brunkager og småkagerne med lime, ingefær og chili og måske endnu en portion æbleskiver (10 dobbelt) til vores traditionelle julegløgg på søndag. Hvis du mener at mangle en invitation, så kontakt mig, der kan jo være en smutter.

lørdag den 11. december 2010

Dagens ret gullashsuppe

I går fik jeg kogt noget økologisk oksebryst af Mariannes kød. Det er næsten utænkeligt at bruge oksekød købt i en normal butik, så vi har lækkert oksekød i fryseren, det er lækkert.
Oksebrystet blev brunet sammen med persillerod, pastinak, selleri, gulerod, fennikel, løg og hvidløg og så tilsat ca 4 l vand og så småsimret hele dagen til en lækker suppe. Suppen blev siet og sat udenfor i kulde i nat.

Suppen blev i dag suppleret med:
2 fintsnittede løg
2 fed hvidløg
1 lille dåse koncentreret tomatpure
2 dåser flåede tomater
½ tsk letknust kommen (i en morter)
1-2 tsk paprika både stærk og mild
½-1 kg kartofler i mindre stykker
smages til med salt og friskkværnet peber

Løg og hvidløg svitses, flåede tomater og tomatpure tilsættes. De letknuste kommen, paprika og suppen tilsættes. Kødet skæres i mindre stykker og puttes i suppen sammen med kartoffelstykkerne. Suppen sættes til at småsimre i små 20 min til kartoflerne er møre.

Smages til med salt og peber og serveres med et lækkert brød.
I dag blev det er Ciabattaflute fra Emmerys og lidt kogte basmatiris til. Jeg havde ikke nogle almindelige kartofler, men heldigvis 3 søde kartofler som blev delt i 3 stykker og kogt med. 


Jeg var så heldig at få snakket med en af "damerne" i vores lokale isenkræmmer, da jeg de sidste 20 år eller mere har brunet mine ris inden jeg tilsatte koldt vand til kogning og har slidt/ødelagt mange gryder. Jeg fik fortalt om mit problem og så viser det sig at gryderne ikke har kunnet mere end de gjorde. Jeg har fået den indvendige bund til at løsne sig!!!!

Nu har jeg fundet nogle gryder Greenpan, der kan tåle meget højere grader og har fået investeret i en 2 l gryde og en mindre pande på 24 cm, i serien Vienne.... herligt.

fredag den 3. december 2010

Årets kalendergave - skopigge og Thai-suppe


For mig er disse skopigge et uundværligt tilbehør lige nu..... Modellen er fra Norge ca 2001, men kan købes i en anden udgave på apoteket til ca 110 kr OG man står fast uanset hvor.
Mine ligger i frakkelommen og kan tages af med et snuptag og på igen.


Thailandsk Squashsuppe
Natalia fandt en opskrift på Thai-suppe i gratisavisen 24timer på vej hjem fra hf og den var let og så lækker ud, så den skulle vi selvfølgelig have til aftensmad. Jeg har squash fra haven i fryseren og en del dåser med økologisk kokosmælk, frisk ingefær og hele frosne chilier. Uhm, hvor det smagte og det blev stærkt, måske skal jeg næste gang tage kornene ud af chilierne inden de kommer i retten, de varmede en lille smule for meget men velsmagende

10 skiver frisk ingefær
2 fed hvidløg
5 squash (jeg havde en stor portion groftrevet squash i fryseren)
1-2 stk frisk chilipeber - uden kernerne
2 løg
2 spsk olivenolie
2 dl halvtør hvidvin
2 dåser økologisk kokosmælk (så får du hvad du betaler for)
ca 1 tsk salt
lidt friskkværnet peber
1 økologisk citron
3 dl vand
2 stilke frisk koriander

Pynt: frisk basilikum

Sådan gør du: 
Hak ingefær, chili, løg og hvidløg groft. Skær squash i mindre stykker. Varm olien i gryden, sautér det hele sammen. Hæld hvidvinen ved og bring i kog.
Tilsæt kokosmælken, salt, peber, citronsaft og fintrevet skal og vand.
Koge i 1o min, gryden tages af blusset og indholdet blendes.
Hak koriander og kom op i suppen, serveres i dyb tallerken eller suppeskål og pyntes med frisk basilikum. Servér straks.

Suppen blev pyntet med koriander ved serveringen i skåle














Hurtig opvarmning af bollerne











tirsdag den 30. november 2010

Chokoladekage

Denne kager lavede jeg til Andrés fødselsdag. Sød og mættende, så stort set ingen kan spise mere end et stykke. Så det skal være den sidste kage man spiser ellers er der ikke mere overskud til at smage de andre kager OG det er trist...


Posted by Picasa

Kager til Andrés' fødselsdag

Så har jeg fået bagt kager til Andrés' fødselsdag, billederne er taget men kommer først på siden formentlig i morgen, jeg har en del jeg skal nå i dag.... se Lones haveliv

Rigtig god dag til alle, nyd vejret og pas på jer selv.

onsdag den 24. november 2010

Max Appelsinkage

Max Appelsinkage - til 10 personer fra Camilla Plum

Syltede appelsinskiver:
750 g øko appelsinskiver.
425 g øko rørsukker
7,5 dl vand

Appelsincreme:
2 dl citrussaft, og skal, en blanding af 1 øko citron og resten øko appelsin
6 øko æg
110 g øko smør
350 g øko rørsukker

Appelsinsirup:
200 g øko rørsukker
saft af 2 øko appelsiner
Desuden 3 gode lagkagebunde (jeg laver dem selv eller bruger de gode fra bageren)
Min 4 spsk. appelsinlikør efter smag
(se én hjemmelavet appelsinlikør på http://lonelandmand.brandbygegaard.dk/#post522 )

Til de syltede appelsinskiver skærer man appelsiner i max. 8 mm tykke skiver, og nøjes med at bruge de flotteste. Pil alle kerner ud. Riv skal af appelsin enderne og pres saften af de mere uheldige skiver, og gem. Vej appelsinskiverne og kom dem i en gryde med sukker og vand. Kog sagte til det hvide i skallen er blevet klart, det tager en evighed. Køl af.
Det er kun skiverne der skal bruges til kagen, men hvis man kan lide bitterhed kan man dryppe bundene med lidt af sukkerlagen.

Til cremen bruger man den gemte skal og saft, og fylder op med revet skal og saft, til der er 2 dl saft i alt. Det er bedst hvis man også bruger max en citron.
Kom det hele i en tykbundet gryde, og varm langsomt op til lige under kogepunktet. Der skal piskes næsten konstant undervejs. Det kræver kon­centration, for hvis cremen koger, så skiller den. Når det er cremet og tyknet hælder man cremen i en skål og køler den af. Den tykner en del mere når den køler.

Kog en appelsinsirup af sukker og appelsinsaft, når sukkeret er smeltet er den færdig, køl af. 

Fór en springform der passer i størrelsen med kagebundene med bagepapir, og dernæst med appelsinskiver. De skal dække fuldstændigt. Dvs. at de bliver vinde og skæve og det må de godt.
Læg en lagkagebund oven på appelsinerne. Dryp med appelsinlikør og lidt af siruppen, og smør dernæst et lag appelsincreme over bunden. Fortsæt med creme, likør og sirup og bunde til det er brugt op, men gem lidt af siruppen til at hælde over kagen til sidst.
Stil kagen køligt til den skal spises.
Vend kagen forsigtigt ud på et fad med appelsinskiverne øverst, hæld det sidste af appelsinsirup over kagen og spis, evt. med flødeskum.
Kagen holder sig frisk i flere dage i køleskabet. 
Det er en kage at spise til the, ikke kaffe, eller som dessert med et glas dessertvin til.

Lone.g kommenterer: fantastisk flot og lækker frisk kage i meget smukke farver. Den er meget mættende, så den skal ikke serveres enten lige før et stort måltid eller efter et stort måltid. Jeg serverede den i 2009 med flødeskum af øko piskefløde fra Thise, og sikke vi smovsede.
Den er lige så lækker dagene efter.

Småkager med ingefær, lime og chili

Småkager med ingefær, lime og chili - ca. 100 stk
300 g hvedemel 
3 spsk kartoffelmel  
100 g flormelis
2 finthakkede syltet ingefær (fås i alm. supermarked) 
1½ spsk øko fintrevet limeskal  
¼ tsk stødt sød chili eller ½ -1 tsk finthakket frisk chili 
250 g koldt øko smør
    Bagetid: Ca. 8 min. ved 180-200° i varmluftovn
    Bland hvedemel, kartoffelmel, florsukker, ingefær, limeskal og chili i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen, til den ligner revet ost. Ælt dejen let sammen og tril den til 4 stænger (a ca. 20 cm). Tryk hver stang lidt flad, så den bliver ca. 3 cm bred og 20 cm lang. Lad dejen hvile tildækket i køleskabet i mindst 1 time, eller i fryseren i ca. ½ time. Skær hver stang ud i ca. ¾ cm tykke skiver. Læg skiverne på plader med bagepapir og bag småkagerne, evt to plader i ovnen.

    Lone.g kommenterer:
    Igen brugt til gløgg-komsammen i 2009. De smagte fantastisk friske med ingefær, lime og chili og jeg var faktisk nødt til at lave en ekstra portion, da vi havde spist dem inden gæsterne kom. De skal bages igen i år, det bliver nok en fast tradition. Jeg sætter flere plader i ovnen ad gangen, så obs temperaturen. Oprindeligt fra Karolines Køkken. 

    Pebernødder

    Pebernødder - ca. 1o0 stk.  
    175 g rørsukker  
    1 æg  
    2 spsk piskefløde 
    250 g hvedemel 
    1/8 tsk hjortetaksalt 


    Brug hele krydderier og mas dem samlet i en morter, det giver meget større smag!: 
    Ca. 5 cm hel kanel eller ½ tsk stødt kanel  
    Ca. 2-3 hele peberkorn eller ½ tsk stødt hvid peber  
    Ca. 1 cm frisk eller tørret ingefær eller ½ tsk stødt ingefær  
    Ca. 3 hele nelliker eller ½ tsk stødt nellike  
    100 g øko smør
        Bagetid: Max. 10-15 min. ved 190-200° i varmluftsovn.
        Pisk sukker og æg til en "æggesnaps" og rør fløden heri. Bland mel og krydderier sammen og smuldr smørret heri. Saml dejen med "æggesnapsen" - dejen er meget fedtet. Stil dejen i køleskabet i mindst 1 time. Rul dejen til stænger - brug evt. en lille smule mel. Skær små pebernødder og sæt dem på plader med bagepapir. Bag flere plader i ovnen - til det dufter brunt og brændt.

        Lone.g's kommentarer:
        Jeg har ændret krydderierne til hele, da smagen bliver 10 foldig. Bagetiden er meget afhængig af ovnen. Jeg har i 15 år haft en ovn hvor jeg både skal sænke graderne OG bagetiden.  1. portion er allerede bagt og spist. 

        (Opskriften stammer oprindelig fra Karolines Køkken)

        Kiksekage

        Juleopskrifter 2009, kikskagen prøvet til gløgg d. 20. dec 2009, lækker, lidt sødere end alm. kikskage: max 10 personer - ca. 10-15 skiver

        150 g øko smør
        300 g mørk chokolade (ca. 55% kakao)
        1 dl flormelis
        2 pasteuriserede æggeblommer
        20 firkantede kiks, fx Mariekiks (ca. 130 g) kan være svære at få fat på, nogle er meget søde og bløde.
        Smelt smørret i mikrobølgeovnen. Del chokoladen i mindre stykker og kom dem i smørret. Rør rundt til chokoladen er smeltet. Rør flormelis og æggeblommer i den lune chokoladeblanding. Beklæd en aflang, smal form (ca. 1½ liter) med bagepapir. Smør et tyndet lag af chokoladeblandingen i bunden af formen (jeg bruger to skeer). Læg herpå et lag kiks - forsæt til der er i alt 4 lag kiks. Slut af med et lag chokolade. Stil kikskagen tildækket i køleskabet til næste dag.
        Tips: Kikskagen kan have let ved at smuldre, specielt når den er iskold. Det er lettere at skære pæne skiver, hvis kagen står på køkkenbordet ca. ½ time før servering.
        Lone.g’ s tilføjelse:
        I 2009 lavede jeg denne kikskage sammen med én lavet af palmin og kakaopulver (som jeg har lavet i mange mange år). Denne med rigtig chokolade er min favorit og i år laver jeg to ens med rigtig chokolade (husk at den ikke skal have mere end 60%, ellers bliver den svær at arbejde med og meget bitter). Opskrifter stammer oprindelig fra Karolines Køkken.