Viser opslag med etiketten Lækre hjemmesider. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lækre hjemmesider. Vis alle opslag

fredag den 14. januar 2011

Pandekager med linsefyld og guacamole

Det er meget sjældent at jeg laver pandekager til aftensmad, da jeg føler at det er en form for dessert. Natalia og jeg spiste hele menuen og Allan tog et par "tørre" pandekager, da han kom sent hjem fra badminton.

Pandekager med linser og æbler + guacamole
200 g tørrede linser
6 dl bouillon
300 g selleri i tern
200 g gulerødder i tern
3 stilke bladselleri i tynde skiver
2 løg i tern
Linse-grøntsagesmassen inden den blandes med
persille og hasselnødder
1 pastinak i mindre stykker
2 dl hakkede hasselnødder eller anden nød
2 dl hakket persille (evt frosent)
2 madæbler
lidt smør til stegning af æbler.

Marinade: 
2 spsk balsamico
1 spsk dijonsennep
2 fed hvidløg, finthakket
1 tsk salt
lidt friskkværnet peber




Pandekagepanderne på arbejde
Pandekager: 
ca 200 g hvedemel
ca 50 g grahamsmel/sigtemel
3-4 hele æg
lidt salt
olie til stegning

Pandekagedejen blandes i en foodprocessor/blender og sættes i køleskabet i ½ time.

Skyl linserne og kog dem i bouillonen i 20 min ved svag varme. Brun de hakkede og snittede selleri, gulerødder, pastinak og løg på en varm pande med lidt olie.
Kom derefter de brunede grøntsager i gryden sammen med linserne og kog grøntsagerne med i yderligere 10 min, tilsæt evt lidt mere vand. Tag derefter gryden af varmen.

Bland de hakkede hasselnødder og hakket persille med linse-grøntsagsblandingen. Pisk marinaden sammen og vend den i. Her bruger jeg min Jamie Oliver shaker, som fungerer fantastisk godt - og er fundet fin og ny på genbrugsstationen, faktisk i alt 2 stk;-)

Skær æblerne i tern og rist dem på panden med lidt smør og bland dem i grøntsagsmassen.


Guacamole
2-3 avokadoer
ca 1 dl græsk yoghurt
lidt citronsaft
salt
friskkværnet peber

Avokadoerne deles og stenen tages ud, de moses enten med en gaffel og blandes med de øvrige ingredienser. Eller det hele puttes i en skål og blandes med en stavblender, smages til med ekstra salt og citron.




Jeg kan varmt anbefale opskrifter fra Opskrifter - Kræftens Bekæmpelse,
det er her jeg har fået inspiration til denne opskrift.

tirsdag den 11. januar 2011

Cupcakes mm


Ja, som du kan se, er det ikke spiselige cupcakes jeg viser her. Det er små stykker glaskunst, som Keiara laver, dette er kun et lille udpluk af hvad hun har lavet. Jeg har set hendes egne smykker 2. juledag og var interesseret i at have dem alle! de er bare så smukke og en æstetisk oplevelse, som man ikke ønsker skal slutte..


 

Keiara er et nyt medlem i familien. Vores ældste nevø Stefan (på Allans side)har fået sig en sød, farverig og kreativ kæreste og bor nu sammen med hende i London. Hun er glaskunstner og laver disse fænomenale små glasfigurer. Så meget af snakken 2. juledag foregik på engelsk og det er lidt sjovt at skulle forklare indholdet i hjemmelavede snapse på engelsk. Tænk "The Julekalender". Det var sjovt og vi fik grinet en del.

lørdag den 8. januar 2011

Skøn hjemmeside med ALT til bagning

Jeg har lige set de frækkeste kager på Himmelske kager.....
og Camilla fortæller at hun bruger en kageform "wilton sport ball form"?????? aner ikke hvad det er, men heldigvis kan alt googles.... man kan købe ALT til bagning her Din kage

Jeg har også hørt om Specialkøbmanden, som også har en butik her i Aarhus, der tør jeg næsten ikke tage hen, det vil blive dyrt, men nok også sjovt.
kh Lone

lørdag den 18. december 2010

Vanillekranse

Så har jeg for første gang i mit liv bagt vanillekranse, det havde jeg aldrig troet at jeg ville komme til - jeg har ikke brudt mig om smagen af mandler og nødder i madvarer. 
Men for et par uger siden var jeg en smut hos Emmerys i Magasin, hvor jeg skulle have det vanlige brød Ciabattaflute og en kop cappuccino. Hos Emmerys får man altid et lille stykke kage gratis sammen med kaffen og den dag var det ½ kæmpe vanillekrans. Jeg kikkede lidt videre på deres andre varer og lige pludselig var vanillekransen væk - jeg havde spist den! og den smagte godt!.... 


Så det er grunden til at jeg måtte forsøge mig med en omgang hjemmelavede vanillekranse og fandt en interessant opskrift fra Camilla Plum. Dejen fik jeg lavet i går og så fik jeg Allan til at hjælpe med at dreje håndtaget og så vupti, så havde vi fået lavet fire plader og de smager også godt. Herligt....

Vanillekranse fra Camilla Plum
250 g smuttede mandler
1 stang vanille, groft hakket
½ tsk hjortetaksalt
250 g hvedemel
250 g rørsukker, gerne hjemmelavet vanillesukker
125 g smør
2 æg
Kør mandler og vanillestang i foodprocessor til det ligner rasp. Kom alle ingredienser i en skål og ælt det hele sammen til en ensartet masse. Lad dejen hvile til næste dag.
Kør dejen igennem en kødhakkemaskine uden kniv, men med stjernepladen, så den kommer ud i en lang tynd pølse. Man skal være to om det, den ene drejer håndtaget og fodrer kødhakkemaskinen og den anden former kransene
Jeg bruger genbrugeligt bagepapir.
Bag kransene i en forvarmet ovn ved 170-180 og bag kransene til de er gyldne, her tager det knapt 6 minutter (jeg bruger varmluftsovn).

Opskriften stammer fra Søndagsavisen 9. dec. 2007, hvor jeg faldt over den og så har den ligget der og gemt sig blandt mange andre opskrifter indtil nu...