I dag er det 20 år siden at Allan og jeg fik vores søn Ernesto i armene i tante Rosas hjem i Bogota i Colombia. Det er noget af det største jeg har oplevet i hele mit liv.
Vi blev kørt fra vores pensionat sammen Inge og Marius fra Søndervig, og skulle være hos tante Rosa kl. 15. Trafikken var kaos, det var myldretid og vi var bange for at komme for sent. Vi var klædt pænt på og var meget meget spændte. Det var dejligt at vi var to par, der skulle have børn på samme tid. Vi blev lukket ind i det store hus, der var så fint at vi næsten ikke kunne finde på at sætte os godt ned i sofaerne, men sad på kanten og var spændte.
Børnene var forsinket! vi blev budt kaffe og sodavand OG når jeg er nervøs, så drikker jeg! så der røg både nogle kopper kaffe og nogle colaer ned og hvad sker der så! nåh ja, væsken skal afleveres igen... Mens jeg var i det lille rum, kunne jeg høre puslen udenfor døren, men man skal jo vaske sine hænder ordentligt... så da jeg endelig kom ind i stuen igen, så stod Allan med vores lille søn i armene og smilede over hele ansigtet. Der lå en lille betuttet dreng og kikkede skeptisk på manden og den dame der kikke på ham. Her blev ikke brugt sut, men en tommelfinger. Han var iført en lille tynd blå dragt og havde den skønneste brune kulør og en ansats til kulsort hår på hovedet OG han duftede bare så lækkert og det gav et sug i maven og forelskelsen var der i løbet af en brøkdel af et sekund!
Det viste sig at Ernesto var syg med feber og havde en af sine utallige infektioner. Så vi fik udleveret en flaske med modermælkserstatning og medicin.
Vi fik også kikket lidt til Inge og Marius og deres lille søn Lars, som kun måtte kaldes "lillemy" indtil sin barnedåb, en tradition de havde i familien. De hyggede sig også og hun var så heldig at skulle skifte ble, syntes jeg... så kunne hun se hele "drengen". Jeg tænkte det måtte jeg da også, bleen var sikkert fyldt. Så jeg fortsatte hvor Inge sluttede og forsøgte at finde ud af hvordan jeg kunne få tøjet af min lille søn. Underligt at halsåbningen var så lille og at der ikke var knapper, der kunne gøre den større... nå ja, men så skal han da bare igennem det lille hul, Ernesto brokkede sig lidt og jeg svedte!! da jeg næsten var færdig, kom Inge hen til mig og spurgte om der ikke var nogle knapper mellem benene, man kunne åbne!!!!! øh hva, hvad siger du? knapper mellem benenen... ups pinligt, der var tryklåse, som kunne åbnes med et snuptag og her havde jeg nærmest mishandlet min nye lille søn og presset ham gennem en umulig åbning! Jeg fik pakket ham ind i tøjet igen og forsøgte at skjule min gerning og nussekyssede Ernesto og undskyldte min uerfarenhed. Allan fik vist taget et par billeder af min ugerning, dem skal jeg vist have scannet ind.
Jeg nåede heldigvis at se vores smukke søn uden ret meget tøj på OG han var utrolig lækker overalt.
½ time efter vi fik vores børn, skulle vi hjem til pensionatet igen og NU var vi forældre og skulle til at lære vores børn at kende. Så vidt jeg husker sad jeg med vores sovende Ernesto i armene i bilen og sikke vi fik kikket ham og nydt ham.
Disse søde gule ænder var brevhovedet på al deres brevpapir. Los Pisingos er ikke et rigtigt ord, men et kælenavn for ællinger, et ord manden brugte omkring sin jagt. Det var den forklaring jeg fik for snart 20 år siden.
Tante Rosa var stifter og ledte børnehjemmet Los Pisingos sammen med tante Nora. Tante Rosa (Rosa de Escobar) gav børn fra Los Pisingos til deres nye forældre i sit eget hjem. Hvilket var en meget højtidelig og varm oplevelse. Det var som om at være på besøg på et slot. Tante Rosa døde i 2007 82 år gammel og mæt af dage og mistede sin mand ca 10 år før ved et hjemmerøveri, hvor han blev stukket ned i døråbningen, trist og skræmmende.
