Sneen falder og falder, Allan har vist været ude og skovle, skubbe og feje sne fire gange i dag. Godt at jeg slipper for det, så kan jeg lave alt muligt andet.
I dag er det blevet til Karrysild, rejesalat, røget laks med røræg fra egne høns, små lune frikadeller med hjemmelavet rødkål (fra fryseren), rødbedesalaten fra i går og bagerens gode græskarbrød og landmandens rugbrød. Ikke mine egne "Ulriks boller", da vi skulle passe på Vera og Knud Eriks tænder (børnenes farmor og hendes gode ven).
Rejesalat (frit efter opskriften fra Mette, som lige lavede den i sommerhuset i 2009)
500 g rejer, velafdryppede
1 glas asparges snitter (ca 300 gr)
ca 2 dl græsk yoghurt 10%
ca 2 spsk mayonnaise
groft salt og friskkværnet peber
Det hele blandes og smages til med ekstra salt og peber inden serveringen. Lækker og ligetil, og så smager det ti gange bedre end det der kan købes færdiglavet og portionen er alt for lille uanset hvad. Det sidste år har jeg altid haft en pose store rejer i fryseren, hvis nu jeg lige skulle smække en portion sammen.
Karrysild - frit efter min mor Alices opskrift
Denne ret har jeg elsket at spise lige så langt tilbage som jeg kan huske. De sidste 10-15 år har min mor Alice lavet en kæmpe portion næsten hver gang vi har været sammen, specielt fordi "min svigersøn elsker den", ja det siger hun.
1 stort glas god marinerede sild, de sidste år har jeg købt "Fiskemandens sild" med flotte filetter (kan fås i Kiwi og nogle fiskehandler)
2-3 dl ymer/græsk yoghurt
2-3 spsk let mayonnaise
ca 1 løg i fine tern
4-5 æbler i lidt større tern
ca 1-2 tsk stærk karry
ca 1-2 tsk mild karry
Groft salt og friskkværnet peber
5-6 smilende æg - jeg bruger min egne og de skal koge i max 6 min og smiler smukt
Et velsmagende rugbrød fra bageren, bestilles i skiver, hvis man er mange
Krydderfedt fra slagteren, det giver et ekstra pift
5-6 smilende æg - jeg bruger min egne og de skal koge i max 6 min og smiler smukt
Et velsmagende rugbrød fra bageren, bestilles i skiver, hvis man er mange
Krydderfedt fra slagteren, det giver et ekstra pift
Krydderier, ymer og mayonnaise blandes, løg og æbler puttes i. Sildefiletterne skæres i små stykker og tilsættes og det hele smages til et par gange inden serveringen, så det får den helt rigtige smag.
Skålen pyntes med lidt løg, æg og måske et lille stykke sild.
Skålen pyntes med lidt løg, æg og måske et lille stykke sild.
Alice bor på Sjællands Odde sammen med morfar Per, så det er ikke hver uge at vi ses. Men for et par år siden startede jeg selv med at forsøge mig frem og til min 50 års fødselsdag i år, fik hun min udgave af hendes karrysild og så fik jeg af vide at nu var jeg udlært og kunne selv lave de rigtige karrysild, det må vist siges at være en anerkendelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar