Som jeg skrev for snart 14 dage siden, så er jeg ikke så aktiv her på bloggen for tiden. Grunden er ikke sommerferie, men desværre fortalte min mand mig forrige mandag at det ikke skulle være os to mere. Han havde brug for tid og plads for sig selv. Jeg blev chokeret, men er jo nødt til at acceptere det. Nu bor jeg alene i vores gamle hus og håber at det bliver muligt at blive boende. Det er her jeg trives både indendørs og udendørs i haven. Jeg slapper godt af her og kan sagtens være her alene med min to katte og 6 høns.
Jeg slapper af med at nusse rundt i haven, plukke lidt brombær og blåbær. Her er så mange søde naboer og kort vej til alt.
To mandige kvinder m/k |
Der er ikke overskud til at kokkerere i køkkenet, men jeg regner med at energien kommer igen. Lige nu bliver aftenerne brugt på terrassen med skriggrønne stearinlys omkring mig, lydbogen kører og jeg tænker så det knager. Jeg prøver at tænke masser af positive tanker og ser fremtiden lys og med masser af tilbud. Spanskkurset og svømningen er blevet tilmeldt. Et strygejern er købt og en støvsuger er bestilt. Hjemmet er ved at blive delt.
Big Fat Snake, taget på min lille Nokia mobil |
Billetterne til Smukfest er blevet brugt. Mange oplevelser der gjorde dagene gode. Jeg fik hørt Big Fat Snake, Morgenbajer m/ Powls, Ozzy Osbourne, lidt Brødrene Olsen (skuffende, de spillede med playback orkester, så kun de to brødre var på scenen), Kalles World Tour v/Brændpunkt, en smuk og følsom koncert med Søren Huss, lidt Michael Learns To Rock, Kalles World Tour v/Brændpunkt (skønt enmands orkester med skøre meget musikalske Kalle), lidt Medina, Kasper Winding Sikke han kan komme ud over scenekanter, stor respekt. Pretty Maids, der var fest og mine børn er forundrede over min musiksmag! En anelse Sort Sol (kun pga min træthed), Stand Up for Skb. 2011, fantastisk, De Eneste To som spillede det bedste af de to! , lidt Beth Hart med brasiliansk orkester som ekstranumre.... Aarhus Symfoniorkester smuk søndag formiddag i de smukkeste omgivelser, den altid dejlige Rune Klan: Det smukke show og til sidste rosinen i pølseenden Tom Jones, som gav den hele armen, men hans stemme er blevet noget slidt. Jeg er dog glad for at have set ham.
De vigtigste indkøb blev et regnslag, stort armygrønt og tørt!, uldstriktrøje og luftmadras til håndpumpe.
Nu sidder jeg på terrassen i ro og fred, lydbogen er slut og det er snart sengetid. Soveposer, madrasser, regnslag mm har hængt til tørre hele dagen. Hverdagen er i gang.
Jeg har kikket på elcykel, så jeg kan komme lidt mere omkring... det bliver nok rigtig godt.
Puhhh, det gør mig ondt at høre! Det må være virkelig svært at få sådan en besked, især hvis du ikke havde set det komme. Jeg håber, at du finder styrke og støtte hos dine nærmeste....
SvarSletMange hilsner
Birthe
Kære Birthe
SvarSletTak for din hilsen. Ja, min verden blev slået i stykker. Heldigvis prøver jeg kun at tænke positivt og prøver at finde et nyt liv alene og med masser af indhold i;-)
Jeg håber at madblogtræffet bliver til noget næste gang, så skal jeg med! og hygge mig med ligesindede... dejligt at følge dig både her på bloggen og på FB, altid herlig inspiration!
kh Lone